Anbefalinger

Kunsten at finde den perfekte feriebog

Den store selvhjælpsmanual til hvordan du bliver en bedre ferielæsningsudvælger (og dermed rarere at være på ferie med).

Af Mette Fairgrieve

Tags

Litteratur

De perfekte tidspunkter til at gribe ud efter en bog på ferien:

  • Du er ankommet til sommerhuset. Det siler ned = Læsetid
  • 9 timer i et tog, YES! = Læsetid
  • Du skal ingen steder – du skal bare rejse i bøgerne denne ferie, ah = Læsetid
  • Stranden er perfekt, børnene leger endda flere minutter i vandkanten uden hverken at slå hinanden ihjel eller drukne = Læsetid

Men: 3 sider inden i bogen kommer tvivlen snigende. 'Der sker jo ingeting / Hvad er dette for et sært sprog? / Hvorfor fortæller de ikke om landskabet? / Er det meningen det her skulle være sjovt?' 

Selvom du er nok så bekendt med din læsesmag, så er det ikke ualmindeligt, at dit læsebehov er anderledes i ferien. Måske havde du tænkt, at det var nu, du skulle fordybe dig i en klassiker, men efter et forår med action-packed Netflix-serier føles den medbragte klassiker langsom og træg. Eller måske havde du tænkt, at du ville læse den bog, flere venner havde anbefalet, men først da du selv begynder på den går det op for dig, at du slet ikke har lyst til noget dystert.

Her er et par tips til, hvordan du bliver lidt bedre til at udvælge ferielæsningen inden afrejse:

  1. DU ER KOMPLEKS!
    Giv dig selv lov til at være et unikt og sammensat menneske: Du har garanteret flere ferielæse-humører – tag en bog med til flere af dem! (og husk i øvrigt, at du garanteret kan finde bøger for din smag i genrer, du ikke plejer at læse – mange read-alikes findes på tværs af læsesmag.)
     
  2. GIV OP!
    Opgiv bogen hvis du ikke er hooked på fx side 37. Det er sjældent, bogens stil og stemning ændrer sig drastisk derefter.
     
  3. FYR DIN LÆRER!
    Læseshaming er litterær mobning, også selvom den kommer fra dig selv. Giv dig selv lov til at holde ferie: lås din indre skolelærer, der taler om at 'en god bog' er 'så og så dyb og kompleks' inde på den ferietomme skole og læs lige hvad du har lyst til, også selvom det 'bare' er en god historie.
     
  4. BLADR!
    Sæt tid af til turen på biblioteket. Bagsidetekster fokuserer ofte på bogens handling, men bladr rundt i bogen og undersøg, om du kan li’ bogens tone, sprog mm. Det er ofte bogens stemning frem for handling, vi falder for.
     
  5. SPØRG DIN BIBLIOTEKAR!
    Bibliotekaren må GERNE forstyrres - det allerbedste, hun ved, er faktisk at finde rette bog til rette læser!
     
  6. DEN LILLE EKSTRA!
    Lån en ekstra bog, der er under 100 sider lang, og som umiddelbart appellerer til dig (også uden du ved hvorfor). Put den i tasken. Det kan ende med at være den lille ekstra, der er feriens store læseoplevelse, nu da murstensromanens hovedperson var topirriterende.

Rigtig go’ sommerferie!