Zappa. Foto CLender
Zappa. Foto CLender

Kom tæt på "Roxy and elsewhere" med Frank Zappa

01.12.23
I december måned hylder vi et helt igennem legendarisk Frank Zappa-album, hvor han er i selskab med et af de bedste, måske det bedste, liveband i hele hans karriere.

Live-albummet, Roxy & Elsewhere udkom som dobbelt-LP i 1974. De fleste optagelser er fra en række koncerter på Roxy Theater i Hollywood i december 1973, hvilket er anledningen til 50-års markeringen i form af denne podcast med musiker og musikjournalist, Per Wium.

I podcasten understreger Per Wium via syv nedslag, at Zappa, netop på denne indspilning, er i sit es som overall-kapelmester, guitarist, sanger og entertainer. Zappa turnerede rigtig meget med denne konstellation og besøgte også Danmark i august 1973 og september 1974, begge gange i KB Hallen.

Podcasten, som er produceret i samarbejde med Hvidovre Hovedbibliotek, markerer desuden, at det er 30 år siden, at Zappa døde. Det skete den 4. december 1993 efter lang tids kamp mod prostatakræft og 17 dage før han fyldte 53 år.

Frank Zappa har været en enorm indflydelsesrig musiker, både i sin samtid og for eftertiden, men mange har også meget svært ved at forstå hans musik på grund af dens mange nuancer og enorme kompleksitet. Dette råder Per Wium bod på med denne podcast, hvor han introducerer ham for den helt almindelige lytter, som bare gerne vil lære ham lidt bedre at kende. Og det gøres bedst, imens legen er god, og Zappa er i topform, hvilket han i den grad er på livealbummet, ”Roxy & Elsewhere”.

God fornøjelse!

>> Hør podcastsafsnittet

Af Claus Rosenblad

Materialer